Hvad er en bonsai?
Bonsai betyder ”træ i en skål”.
Bonsaitræer er ikke særlige dværgarter, men helt almindelige arter af træer, der er formet i en af de talrige stilarter, der er udviklet og forfinet i Kina og Japan. De passes og plejes med vanding og gødning, de beskæres, formes og plantes om.
Det kræver tid, omhyggelighed og en del arbejde, men giver også stor glæde.
Mange tror, at de små træer er pint og plaget for at blive så små, men det er ikke tilfældet. Bonsaitræer kan blive ældre end træer i naturen, fordi de bliver passet og plejet og beskyttet mod for hårde livsvilkår.
Når bonsaitræer får viklet aluminiumstråd om grenene, så er det for at holde grenen i en bestemt position i et stykke tid. Når grenen så er "vokset til" i denne position, fjernes tråden igen. Tråden er ikke det, der får træet til at forblive lille.
Når man beskærer rødderne på en bonsai, er det heller ikke for at begrænse væksten. Det er fordi, rødderne med tiden fylder skålen ud, og så må man potte om og beskære rødder, for at der igen kan blive plads til, at rødderne kan vokse og udvikles.
Her på siden finder du lidt om bonsai historisk set, og lidt om dyrkning og formning af bonsai. Her er også lidt eksempler og nogen tips når man vil i gang. I gallerierne finder du billeder af mine egne træer og nogen få af andres, der er også billeder, der illustrerer udviklingen af bonsaitræer.
Hvis man gerne vil i gang med at dyrke bonsai, så er denne hjemmeside kun en appetitvækker. Man er nødt til at søge yderlige informationer fra bøger, eller endnu bedre er at melde sig ind i en af de klubber, som findes under Dansk Bonsai Selskab. (se på linksiden)
Dyrkning og formning af bonsai er min store interesse, og min hjemmeside skulle gerne give et indblik i lidt af det, jeg går og sysler med. Det er mit håb, at siden måske kan tjene som inspiration for andre, der har lyst til at gå i gang.