Vinteropbevaring


I vores klima er det nødvendigt at tænke på en måde at opbevare vores bonsai på, når vinteren sætter ind. Det er selvfølgelig især de udendørs bonsai, der har behovet, men også de indendørs skal man tænke på.

 


De indendørs skal stå lyst men køligt, det gælder især bonsai fra middelhavslandene. Et køligt soveværelse eller værksted vil være velegnet. Det gælder om, at der er så meget lys som muligt, samtidig med at der er køligt.

 

For de udendørs gælder det at de skal beskyttes mod for barsk vintervejr. Problemerne er: For meget regn, for meget blæst, stærk kulde og sol på en gang, især de stedsegrønne er udsatte.

Den største fare er, at rodklumpen er frossen samtidig med, at solen får saften til at stige, og står en bonsai udsat for blæst forstærkes fordampningen. Så vil træet ikke have mulighed for suge vand op, til erstatning for den fordampning der sker, og træet lider tørkedøden.

Vinter 2008/9


Det vi skal sørge for, er altså at vores bonsai ikke får for meget regn, sol, vind og frost. Der praktiseres mange måder at opbevare bonsai på om vinteren, her nogen eksempler:

 

Man kan tage træerne ud af potterne og grave dem ned et skyggefuldt sted, sådan at de nederst grene lige går fri af jorden. De er jo så bare udsatte for angreb af skadedyr, og for at musene gnaver barken af stammen.


Man kan sætte træerne under bonsaihylderne og dække over med plastik.


Man kan lave en tunnel af buer med plastik over.


Man kan sætte dem i et udhus, hvor man skal huske, at de stedsegrønne skal have lys fra et vindue.


Man kan sætte dem under et halvtag eller i en carport.

Vinter 2008/9


Man kan som den bedste løsning sætte dem i et drivhus, hvis man har mulighed det.

Det man skal huske er, at hvis en bonsai står under tag, så skal man selv sørge for den nødvendige vanding. De løvfældende skal bare holdes fugtige, da de jo ikke bruger vand, når de ikke har blade. De stedsegrønne skal have den mængde vand, de har brug for, da fotosyntesen også er i gang om vinteren. Hvis man har bonsai i drivhuset, skal man kun lukke døren, når det er meget koldt med frost. Og man skal sørge for at skygge for solen, så man ikke får sat gang i træet for tidligt.

Vinter 2008/9
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE