 |
 |
|
 |
 |
|
|
 |
 Jord
Blandt bonsaidyrkere er der nok lige så mange meninger om hvilken jordblanding, der er den korrekte, som der er bonsaidyrkere.
Heldigvis er træerne tilpasset at kunne gro under meget forskellig forhold, det kan man se ud fra den kendsgerning, at mange træarter i naturen vokser under forskellige klimaforhold og i forskellig jordbund. Det fungerer jo også for forskellige bonsaidyrkere trods deres forskellige jordblandinger.
Man kan købe færdige jordblandinger hos forhandlerne, eller man kan lave sin egen. Hvis man vil lave sin egen, er der nogen ting man skal være opmærksom på. Livet i en bonsaiskål er meget anderledes end et liv på fri vokseplads i naturen, derfor kan man ikke bare bruge almindelig jord til sine bonsai. En god jordblanding skal være let gennemtrængelig for både luft og vand, og den skal være i stand til at tilbageholde den nødvendige mængde vand.
Der findes et utal af importerede voksemedier til bonsai, bl.a. akadama, som bruges af rigtig mange dyrkere, det er et lergranulat fra Japan, der har rigtig mange gode egenskaber. Det er min erfaring, at det i vores klima med frost forvitrer for hurtigt.
Den jordblanding jeg bruger er: 3 dele granitgrus, 5 dele kattegrus, 4 dele kokosmuld, en del akadama og et drys kompost.
(kalk tilsættes til arter der kan lide det, lidt mere grus i til fyr, og lidt ekstra kompost til blomstrene.
Granitgrus er i str. 2-5 mm, kattegrus er en ikke klumpende, kokosmuld kan købes på de fleste planteskoler, akadama kan købes hos en af forhandlerne og komposten er alm. Havekompost). Mange fraråder brugen af kompost på grund af faren for at overføre sygdomme, jeg har bare aldrig haft uheld i de over 30 år, jeg har dyrket bonsai. Den jordblanding jeg bruger, er ikke de vises sten, så man må selv sætte sig lidt ind i tingene og så vælge.
(Se side om ompotning).
 Vanding
Vandingen er nok det, der i det daglige er den største opgave, når man dyrker bonsai. Den flade skål med en stor jordoverflade, og den begrænsede mængede jord, gør at man skal vande hyppigt. I varmt vejr skal man måske vande to gange dagligt, og ellers hver eller hver anden dag; hvor meget sol og blæst træerne får er også med til at bestemme hyppigheden. Nogen træer tåler det hårde vand fra vandhanen, men de fleste har bedst af regnvand. Jeg vil anbefale, at man bruger regnvand, også fordi hyppige vandinger med postevand gør, at der langsomt opbygges et stort kalkindhold i jorden. Man skal ikke undlade at vande, selv om det har været regnvejr, en tæt krone virker som en paraply, der leder regnen uden om skålen. I meget stærk og vedvarende regn, kan det være nødvendigt at sætte en lille klods under den ene ende af skålene, så vandet løber nemmere af, og rødderne ikke ”drukner”. Om vinteren vandes meget sparsomt og kun i tøvejrsperioder.
 Gødning
En bonsai skal gødes godt, - det er ikke som mange tror, nemlig at den ringe størrelse skyldes at træet bliver sultet og pint. Tværtimod skal vores bonsai have optimal pasning og gødning, for at stå model til et liv som bonsai. Der findes et utal af forskellige produkter, der er specielt beregnet til bonsai, men man kan godt bruge gødning, der er beregnet til potteplanter, krukker og drivhuse. Man skal bare huske på kun at bruge halv styrke i forhold til brugsanvisningen, det skal man, fordi der sker en stor væskefordampning fra de flade bonsaiskåle, og derfor vil koncentrationen af gødningsstoffer blive for stor. Der findes både faste og flydende gødninger og kemiske og organiske, hvad man vil bruge er en smagssag. Nyomplantede bonsai skal ikke gødes de første tre uger. Om efteråret kan man gøde med en kvælstoffattig gødning (0-10-10), det modner de nye skud og fremmer blomstringen.
|
|
|
 |
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|